Undervisning skal vise sig som en smuk polykrom forårsbuket

Få læst teksten op

Du kan få læst teksten op imens du læser artiklen.

Læs teksten op
Fagligt Indlæg Annette 1200

Foråret er i gang og farverne er på vej tilbage. Vi har også smidt Corona-frakken og har måske derfor mod på noget ny læring.

Overvej evt. selv hvordan du løser en opgave, du ikke har prøvet før – hvordan går du til den? Forestil dig, du skal samle en robot, anvende et nyt IT-system eller noget helt tredje, der er nyt for dig – hvordan vil du gribe det an? Læse en masse manualer, se en masse videoer, tage på how-to-kursus, eller måske bare tænke – jeg prøver og hvis alt andet fejler, så læser jeg manualen? 

Jeg har ikke en uddannelsesmæssig baggrund i pædagogik og didaktik – men jeg har dog universitetspædagogikum, fra Aarhus Universitet for år tilbage – og så er der selvfølgelig min baggrund i forandringsledelse og masser af års erfaring fra undervisning på alle niveauer.

Jeg afholder mig ikke fra at overveje, hvilke greb, der virker og hvilke, der ikke er lige så kraftfulde, når jeg står foran en flok kursister eller har dem online.

Nogle gange holder jeg fast i det velkendte, andre gange er jeg kåd som en vårhare og afprøver nye greb.

Hvis noget virker – fortsætter jeg gerne praksis og tanken er hele tiden at tilrettelægge læring for alle typer lærende, så alle føler, de har fået noget med. Der er nogle, der ikke har siddet på skolebænken i årevis, når de kommer på et kursus, der er dem, der lige har afsluttet et studie, der er vant til at fokusere på én ting og alle andre derimellem. Der er dem, der bedst kan lide at læse hele teorien, metoderne og lytte til undervisningen og der er dem, der springer ud i øvelserne uden forudgående forberedelse. Der er dem, der får mest ud af at se på billeder og figurer for at forstå sammenhængen og de der lærer bedst ved at få fortalt historier i malende billeder.

Mangfoldigheden er noget af det, der gør undervisning spændende for underviseren og afvekslingen, det der gør det spændende for de lærende. Derfor er det vigtigt, når vi tilrettelægger undervisning at overveje, hvad der skal læres og hvordan det skal ske. Et kursus består, som beskrevet, oftest af flere forskellige lærende og derfor er det vigtigt at tilrettelægge kurset, så der er tilstrækkelig afveksling. Det kræver som regel også en hel del tid før og under kurset, da der skal være plads til at skifte ”scene” og til at få alle med – også de stille.

En undervisningsdag må derfor indeholde en stor forårsbuket af forskellige virkemidler:

  • Slides med brug af spørgsmål og svar
  • Illustrationer – gerne metaforer
  • Tavle og flipover
  • Storytelling – eksempler fra det virkelige liv
  • Hands-on cases med gruppearbejde
  • Fremlæggelser
  • Quizzer
  • Repetitionsøvelser
  • Humor

Forud for kurset kan være gået læsning og elæring med stor interaktion, hvor de, der har brug for refleksion, har rum.

Hvad der virker for den ene kursist, virker måske mindre godt for den anden kursist.

For mig er undervisningsudvikling – fysisk, online og elæring en passion – selvfølgelig er der ikke altid et nyt element, der når med på kurset og nogle gange et tiden knap, men min tanke er hele tiden på, hvordan et læringsmål bliver beskrevet eller vist, så alle føler de er med og forstår pointerne.  

Sidst men ikke mindst er det vigtigt at tage de lærendes input med til overvejelse af, hvordan man kan forbedre sig til næste gang – i undervisningsbranchen skal man – som alle andre steder, ikke hvile på laurbærrene. Vi må derfor sørge for vores buket også indeholder mulighed for feedback.

Lær mere bl.a. om læring, læringsstile og feedback gennem The Effective Change Management Handbook og kurset Change Management. Her præsenteres bl.a. forskellige læringsteorier og læringsstile.