Royal Run – 100.000 deltagere, fem værtsbyer og én stor folkefest i kondisko
Trygve Laub Asserhøj | Projektleder | Royal Run
Siden 2018 har Royal Run samlet danskerne til motionsfest 2. pinsedag. Med TV 2 og tusindvis af danskere på ruten og sidelinjen er der direkte dækning af glade løbere, Kongefamiliens deltagelse og byernes seværdigheder – men også stor opmærksomhed på alle former for små og større udfordringer i planlægning og afvikling. Trygve vil fortælle om de små og større praktiske udfordringer i et projekt som Royal Run, og hvordan projektledelsen reelt er en øvelse i at lykkes gennem andre, når begivenheden hvert år kommer til nye byer.
Trygve Laub Asserhøj har siden 2023 været projektleder for Royal Run, der arrangeres af idrætsvisionen ’Bevæg Dig For Livet’. Bagved Royal Run står Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik. Trygve kommer fra en baggrund som idrætsanalytiker i Idrættens Analyseinstitut og derefter projektleder i ’DIF og DGI’s foreningspulje’.